Køkken

Sund mad af høj kulinarisk kvalitet

Maden skal smage godt og leve op til Fødevarestyrelsens anbefalinger for aldersgruppen.

I Sundpark serverer vi en sund og varieret kost for børnene. Vi er af den overbevisning, at hvis børn lærer at spise sund og varieret i en tidlig aldre, vil det have positiv betydning for deres kostvaner resten af deres liv og dermed bidrage til forebyggelse af diverse sygdomme. I institutionen får børnene alle de måltider, de har brug for i løbet af den tid, de er der.

Vi er en af de daginstitutioner, der serverer fælles frokost (alle måltiderne bliver produceret i institutionen). Det er institutionsbestyrelsen, der vælger, om der skal være fælles frokost eller madpakker. "Madvalget" finder sted hvert andet år.

I køkkenet tilstræber vi at følge Københavns Kommunes målsætning om, at kosten i kommunens institutioner i 2015 skal være 90% økologisk.

Maden er tilpasset aldersgruppen og der tages hensyn til børn, der af religiøse eller kulturelle årsager har særlige regler eller forbehold i forhold til mad. Der bliver som minimum tilbudt vegetarmad som alternativ til den faste menu. Ligeledes tilbydes der mælke- og æggeallergivenlig mad til mælke- og æggeallergikere med en godkendt lægeattest fra en børnelæge.

 

De fire måltider:

  • Morgenmad

    Der serveres morgenmad mellem klokken 07:00 – 08:00. Morgenmaden består oftest af havregryn, cornflakes, müsli og havregrød.

  • Mellemmad

    Det første af to mellemmåltider serveres klokken 09:00 og består hovedsagligt af frugt og hjemmebagt brød med smørelse.

  • Frokost

    Frokosten serveres klokken 11:00 for både vuggestuen og børnehaven.

    Der bliver så vidt muligt serveret varm mad 2 gange om ugen. Den varme mad er sammensat på en sund og nærende måde (Y- tallerkenmodelen), hvilket betyder, at der bliver større variation i den samlede kost. De tre sidste dage bliver der serveret ”smør selv mad”, hvilket er rugbrød med pålæg (kød, fisk, vegetar, grønt). ”smør selv dagene” er med til at fremme motorikken, kreativiteten og madforståelsen hos børnene.

  • Mellemmad

    Det andet og sidste mellemmåltid bliver serveret klokken 14:00. Dette er et måltid i stil med det første mellemmåltid, dog i en frokostlignende størrelse.

 

Uddeling i institutionen

Da der er meget stramme regler for, hvad man som forældre må medbringe af fødevarer i daginstitutioner. Er det af institutionsbestyrelsen besluttet at der ved uddeling i institutionen kan uddeles færdigpakket flødeboller, tørret frugt eller hel frugt.

Sundparks historie


Historien om Sundpark børnehave starter som alle gamle historier med der var engang.

Der var engang nogle præster, der indså nødvendigheden af, at børnene i Sundparkens område havde et tilholdssted, da tiden ville at både far og mor skulle ud på arbejdsmarkedet . Så i 1945 blev den første Sundpark børnehave oprettet. Lokalerne lå i Oliebladsgade og i de kolde vintre blev der varmet op i kakkelovnen.

Ca. 3 år efter oprettelsen af børnehaven flyttede man til ganske andre faciliteter, hvor der var centralvarme. Det ”nye” hus som var en barak der var bragt hertil, havde før huset tyske soldater. Barakken var ment som en midlertidig løsning, men lå dog alligevel på Lergravsvej 14 i henved 49 år.

Tiden ville da atter at børnehaven måtte flytte. I stedet for børnehave skulle der nu ligge en metrostation på stedet. Børnehaven blev eksproprieret og i 1997 rykkede de 36 børn ud, hvorefter de skulle ”bo” i nogle dertil opførte pavilloner på Øresundsvej.

Nu viste det sig at kommunen havde brug for, at endnu flere børn kunne få en institutionsplads. Derfor blev der i 1998 påbegyndt en ny institution, som stod klar til indflytning i marts 1999, og børnetallet steg fra 36 børn til 80 børn.

Her er vi så nu og tænker lidt på forskellen fra 1945 til nu.